Julehjælp

Julehjælp til de rigtige

 -  Hjælp os med, at vores julekurve kommer de rette steder hen, beder formanden for Menighedsplejen.

 

Menighedsplejen i Borup-Kimmerslev-Nørre Dalby er kun tre år gammel, men er allerede sådan en succes, at der er indsamlede penge til at give værdigt trængende familier eller enlige en god økonomisk håndsrækning til en glædelig jul. Det sker med dejlige julekurve, som gør det muligt at holde jul med rigtig julemad og juleknas.

- Der er ikke vin eller øl i kurvene, men ellers er der alt, hvad man skal bruge, siger Menighedsplejens formand sognepræst Lis Levring, som selv pakker kurvene, som menighedsplejen glæder sig til at give af sit overskud. For at modtage en julekurv skal man være værdigt trængende. Det vil sige, at man som familie eller enlig, har svært ved at få råd til at holde jul i år.

-Julen er jo dyr, og med et beskedent budget skal der ikke ret mange uforudsete udgifter til i en familie, før de penge, der skulle bruges til jul, er væk, siger Lis Levring. Men desværre er det tit sådan, at de, der har allermest brug for hjælp, ikke er klar over, at der er denne her mulighed for at få hjælp.

Derfor opfordrer Menighedsplejen venner og bekendte, og alle som på den ene eller den anden måde er i kontakt med værdigt trængende personer, til at gøre dem opmærksomme på, at de kan søge om at få en rigtig dejlig julekurv, som måske kan frigøre lidt penge til en julegave til børnene.

- På den måde kan en vågen omgangskreds hjælpe Menighedsplejen med at give netop dem, der virkelig har behov for det, en håndsrækning. Og man skal som venner og bekendte eller naboer ikke være bange for at blande sig, når det er i en god mening. Man kan ikke søge om en julekurv på andres vegne. Den, der har behov for en julekurv, skal selv henvende sig.  Så bliver julen straks mere festlig.

Så skriv eller ring til sognepræst Lis Levring på mail lile@km.dk eller telefon 51856443

Ansøgningsfrist 15. december 2017

Ønsker du at bidrage yderlige til festen? Menighedsplejen har mobilpay 12665.